Av Emils Salzers

Sommeren 2023 utkom den unge danske kunstneren Emil Salzers bok Bukkede nakker. Boken som er en diktsamling, består av en rekke situasjonsbilder av mennesker i alle aldre med bøyde nakker over sine mobiltelefoner. Salzer selv ser fritt ut innimellom billedkavalkaden – men ansiktstrekkene hans taler om bekymring og forundring. Hans diktning har betydelige litterære kvaliteter – ja, la oss si det som det er: den byr på høy språkkunst – ved siden av å beskrive vår nærmest absurde virkelighet slik den er blitt i vårt ennå ferske årtusen.

På de neste sidene presenteres noen av Salzers dikt og fotografier fra boken. Begge deler taler virkelig for seg selv. Men aller først lar vi forfatteren presentere seg. Se avsnittet nedenfor der Salzer jo hevder at mobiltelefonien gjør at homo sapiens – betegnelsen kommer frå latin og betyr «det tenkende mennesket» – er i ferd med å gå ut på dato.


Boken kan kjøpes via Emil Salzers nettside. Da får du den digitalt, men papirutgaven er heller ikke å forakte. Da bruker du posten; om du ikke skulle befinne deg i Nordens gamle ærverdige hovedstad – København – der også Salzer har tilhold blant mobiltelefoner og deres mennesker. Ja, for til hvilket underlig sted har han ikke kommet? Og hvilket kjempesprang har ikke verden gjort fra «de velkledte herrer», «de smilende damer» og «de lutende hester» som Sigbjørn Obstfelder beskrev i diktet «Jeg ser» en dag i 1893?


Teknologien forældede homo sapiens lang tid før, at det var estimeret.

Jeg står overfor den første generation af mennesker, som ikke kender at mødes i realiteternes verden. De første pattedyr, som aldrig har ladet kærlighed opstå i tilstedeværelse. De første jordiske væsner, som fravælger oplevelse gennem egne sanser. Evnen til nærvær er droppet til fordel for manipulativ redigering i et spil om at fange andres opmærksomhed med uendelige billeder og videoer. Den bedste selfie vinder. Så farvel til oprigtighed, integritet og dopaminbalance. Hvad, der kunne blomstre i øjenkontakt, er allerede visnet. Koncentration er en dynamolygte – lysskud af splitsekunder genererede med fingrenes scrolling. Og jeg er en anakronisme, fordi jeg ikke hører til en verden, hvor selvet formuleres i et digitalt fatamorgana. Men her er jeg. Sendt for at diagnosticere og fjerne sløret, således I ser. Ser den sande pandemi. For selvom vi aldrig har været mere tilgængelige, er der ingen kontakt imellem os. Relation er reduceret til transaktion. Bevidsthed er kun til for at tjene en totalitær sekt; en telefonreligion, man bærer rundt på i lommen. Nu søges frelsen ved at tage den op, bøje nakken og tilbede Zuckerbergs aktionærer, Googleguden og Kinas TikTok-diktatur – og dette er kun første stadie af den endelige slavegørelse, robotiseringen. Imens AI trænes til at kende folk, trænes folk til at nyde at spilde sig selv. Satan mæsker sig i deres energi, men til gengæld skænker han en generøs belønning: Den mest pålidelige afhængighed nogensinde. Jeg kender ikke en eneste person, som rører ved elskede medmennesker mere end sin telefon – ingen, hvis øjnes nærhed tildeler mere fokus end til det, som de bliver feedet i feedet. Algoritmen er ikke længere et værktøj for mennesket, mennesket er et værktøj for algoritmen. Bevidste beslutninger eksisterer ikke længere. Vi befinder os i cyberimpulsernes tidsalder – det følende menneskes sidste åndedrag – nu er kun digisocio sapiens: Bukkede nakker. En art, der estimerer hinandens sociale værdi ud fra antal likes og følgere. Deres unger overlades til pixeleret omsorg og vokser op som antal visninger. På gaderne banker de voksne ind i hinanden som radiobiler. Ingen af dem ser, ingen hører, fordi de har propper i ørerne. De eneste smil, de giver, er bag fotofiltre eller promiller.


Og i denne komiske koma er min ensomhed det ærligste, jeg har.

Et afskyeligt syn

Nakker går knækkede rundt i kulissen
af et afskyeligt syn.
Apps er blevet til ansigter
der deprimerer byen.
Instabier og TikTosser skyder op
som ukrudt mellem fliserne.
Stik imod kutymen
løfter en af dem sin virtuelle burka
og ser sig for inden hun krydser vejen.
Himlen er forseglet bag et beauty filter.
Skår af koncentration basker med vingerne –
ikke for at indtage idéer
men for livet.
I forgrunden sidder skærmslaverne
på en lang sammensvejst række
hvor de kondenserer i hørmen af åndelig for-
rådnelse.
De håndholdte rektangler absorberer følel-
serne
og sender dem afsted som data
så de kan laves om til penge.
Pengene fremstiller et hjerneimplantat
med det beskedne formål
at afbryde virkeligheden for evigt.

                
Analogmanden

En bukket nakke             
distraheres i distraktion
taber sin telefon
iPhone 6
ryger på gulvet
i Føtex
jeg bøjer min krop
samler den op
rækker den ud til hende
og hun skriger
skriger
fægter løs med swipebevægelser
men jeg forsvinder ikkje



Fællesscroll
                    
På en trappe i Sydhavn
er en gruppe cybersexuelle teenagere
mødt op til fællesscroll.
Sammen sidder de på trinene
og dyrker content-addiction.
Kunstig tilstedeværelse
plus kaskader af videoklip
fungerer som værn
imod frygten for at gå glip.
En dunst af kold hygge emmer
mens boligpladsen i hovederne
bliver opdelt mellem flere
og flere gigabytes lejere.
Den hurtigste af pigerne
har en frekvens på 4,8 Toks i sekundet. (4,8 Tk/s)
Selv algoritmen undrer sig over
hvad der er sket
med deres kognitive kapacitet.

Robotter

Pacificerede i transporten
siddende i hjemmet
siddende på kontorerne
gående på gaderne
sorte i hukommelsen:

Flydende apps neutraliserer
hvad engang lignede viljen.

Efterhånden svært
at huske den sidste video
når tvangsinstallerede impulser
er de eneste som magter
at træffe hovedets beslutninger.

Selvet har intet værd
hvis det ikke modtager beskeder.

Døsigt vås og tidsfrås
udgør den digitale armlås.
Jerngrebet om telefonen
fikserer idéernes vinger
der ikke længere kan udfoldes
så knaphed kalkulerer et liv
der måske kan udholdes.

Personer
er projicerede profilbilleder
og resten er sandhedsangst
der spærrer forbindelserne
i et frossent kredsløb.

Det er livet
arresteret i programmeringens spejl
og foran serier af mekaniske anfald
lyder notifikationernes bønnekald.
En datter
skriger på fars opmærksomhed
men han er lige på Tinder
hvor den store kærlighed venter.

Hendes fremtid
kodet til attention
en kædereaktion.

Unge mænd
ser billeder af hendes type
men skal være stive før de tør
frygten for afvisning
er større end skammen ved onani.

Modeller
af alle mulige klasser
og serienumre
udgår i byens masser.

Jeg ser dem.
Det eneste de kan er at tage telefonen op
og ned igen.
Op og ned igen.        
Ned og op igen.

Drømme
fangede som fluer i internettet
skides ud på væggens html
som perler af sort
edderkoppelort.

Kortslutning.
I en verden af androider
er min ensomhed
det ærligste jeg har.

Utvalg av og kommentarer til Emil Salzers dikt er av Knut Arild Melbøe
(som med bekymring innser at han for ofte titter ned som de andre).